To gange i måneden inviterer Sankt Lukas Kirke på Frederiksbjerg til Salmesangsmaraton. Der er både rig mulighed for at dykke ned i ukendte salmer og for at tage gamle budskaber med sig hjem. 

af Jonas Fonnesbæk Madsen 

”Det er da helt crazy, det her,” konstaterer Lærke Hansen.  

Der er netop blevet budt velkommen i mikrofonen, da yderligere en kvinde og en mand træder gennem de lysebrune døre i den anden ende af kirken inden de stilfærdigt griber fat i en stol hver og fuldender halvcirklen omkring det sorte flygel. Der er nu tolv deltagere, der er klar til at deltage i denne omgang Salmesangsmaraton. Der plejer ikke at være så mange. Sognepræst Vibeke Houmøller genoptager sin introduktion gennem mikrofonen og byder velkommen til de nye ansigter. 

”Så må vi holde øje med, om de synger med,” siger en ældre kvinde med benene over kors drilsk. Halvcirklen klukker. 

Et ualmindeligt kirkebesøg 

Det var i anledningen af salmebogens 450-års fødselsdag, at sognepræst Vibeke Houmøller og Kirke- og kulturmedarbejder Lærke Hansen igangsatte et Salmesangsmaraton i Sankt Lukas Kirke på Frederiksbjerg. Det løb af stablen i efteråret 2019, og ruten var klarlagt: To gange i måneden skulle man mødes og synge salmebogen kronologisk fra salme nummer 1, ”Guds Menighed syng” til salme nummer 791, ”Når mørket jorden blinder.” 

Selvom maratonet tager udgangspunkt i den samme sorte salmebog, som der normalvis også bliver sunget i om søndagen, så ligner seancen ikke det, man normalt vil opleve til en gudstjeneste. De 25 rækker med kirkebænke er ledige, det er onsdag formiddag, sognepræsten er klædt i en hvid striktrøje i stedet for præstekjolen, og kirkesangeren står i strømpesokker. 

Julesange i Juni 

”Hvad er vi kommet til? 442 eller 443?” spørger Vibeke Houmøller fra skamlen bag flyglet efter den korte introduktion. 

”443,” hjælper halvcirklen, der udover to unge teologistuderende består af en ældre herre og otte modne kvinder. 

Vibeke Houmøller og Lærke Hansen skiftes til at præsentere salmernes eller tekstforfatternes historie. Salme 443 kredser om ordet ”effata”, som Jesus ifølge det nye testamente sagde til en gammel, døv mand. Oversat til nutidigt sprog betyder det ”luk dit hjertes øre op”, forklarer Vibeke. Hun spiller an på flyglet, Lærke synger for, og halvcirklen synger højt fra salmebogen, som de holder i forskellige armslængder til øjnene. 

På en af de lysebrune stole sidder 63-årige Emma Juulsen. Hun har været med til stort set alle strækninger i Salmesangsmaratonet. Hun holder meget af at deltage, da de ukendte salmer, der gemmer sig mellem klassikerne, har mange ord og budskaber, som hun tager med sig hjem, når hun forlader kirken. 

”En salme er jo også en bøn. Så skriver jeg noget fra salmen ned og går og tænker over dem. Det giver noget indre ro.” 

Salmesangsmaratonet bliver som regel gennemført med en syngehastighed på ti salmer per gang. Dagens strækning står på dåbssalmer. Den principfaste holdning til salmebogens kronologiske rækkefølge gør, at årstiderne sjældent passer til det sted, forsamlingen er kommet i salmebogen. De velkendte salmer ”Julen har bragt velsignede bud” og ”Dejlig er jorden” blev sunget en sommerdag. Men det gør ikke noget, forklarer Lærke Hansen, det gør blot, at man hører salmerne lidt mere nøgent. 

”Det er ret fint at få dem trukket ud af konteksten, for så bliver der pludselig koblet alle mulige nye betydningslag på dem. På en måde bliver de mere rene og ægte.” 

Rumklangen i Guds hus 

”Så kender vi også den,” siger en mand i blåstribet skjorte, efter den tredje salme på stribe af Grundtvig er blevet sunget højt. Imens den næste salme bliver præsenteret, spørger en kvinde, hvad ”vort løsen” betyder, som salmen starter ud med. 

”Det er en remse, som giver adgang til noget,” forklarer en anden af deltagerne. 

”Ligesom ’sesam, sesam, luk dig op’,” uddyber en tredje og henviser til Ali Baba og de fyrretyve røvere. 

Forsamlingen synger igen, halvcirklens fødder vipper i takt til flyglet, og stemmernes lyd skydes som en hoppebold rundt på kirkens vægge, så det giver sådan en rumklang, man kun kan høre i Guds hus. 

”Man bliver bevæget” 

Sognepræst Vibeke Houmøller havde fra starten ikke gennemtænkt, hvor lang tid det i virkeligheden ville tage at gennemføre projektet. Men hun kan mærke, hvor stor en værdi det har, både for hende, Lærke Hansen og de fremmødte, der ofte er de samme ihærdige gengangere. Da de i efteråret nåede halvvejs i Salmesangsmaratonet, blev det fejret med formiddagschampagne. 

Efter en times sang er dagens etape på tolv salmer færdiggjort. Nu mangles der at blive sunget 337 salmer, før maratonet er gennemført. ”Tak for nu,” lyder det fra flere i halvcirklen, mens de sætter stolen på plads og får den sidste sludder, inden trafikstøjen fra Ingerslev Boulevard igen får lov at bryde gennem kirkens vinduer. 

Emma Juulsen har bidt mærke i en sætning fra salme nummer 448, som hun vil tage med sig hjem. ”Dåbens lys er tændt, når lyset slukkes”. Det minder hende om en familieven, der døde dagen forinden, og det minder hende om, at man ikke er fortabt, hvis man dør. Der findes håb på den anden side. At man kan mødes med dem, man kender. 

”Hvis man altså kan finde dem,” tilføjer hun og smiler så stort, at der dannes en fordybning over hendes overlæbe. 

Hun er ikke i tvivl om, hvorfor hun holder stædigt fast og gennemfører Salmesangsmaratonet: 

”Det er fordi, man bliver bevæget. Og det har man brug for. Ellers stivner man jo.”